Markfirben: Et kraftigt firben med kort, højt hoved

Markfirbenet, også kendt som Lacerta agilis, er et kraftigt og kortbenet firben. Det adskiller sig fra det almindelige firben ved at være mere robust og have et kort, højt hoved samt en afstumpet snude. Markfirbenet kan blive op til 23 cm lang og findes over hele landet, dog er det mest almindeligt ved kysterne. Det lever primært i åbne områder med løs, gerne sandet jord, og kan ofte ses i små kolonier.

Udbredelse

Markfirbenet er udbredt over det meste af Danmark, men det mangler på Læsø og er sjældent i den vestlige del af Midtjylland. Det mangler muligvis helt på Falster, Lolland og Langeland. En af de største bestande findes i Mols Bjerge, hvor der menes at være omkring 500 individer. Desværre er markfirbenet i tilbagegang og er gået betydeligt tilbage i de sidste 100 år. Dette kan skyldes, at dens levesteder gradvist gror til.

Udseende

Markfirbenet er let at kende fra det almindelige firben på grund af sin kraftigere kropsbygning og kortere ben. Hovedet er ret højt og sammentrykt, og øreåbningen er relativt stor og iøjnefaldende. I Norden kan markfirbenet blive op til 23 cm langt, hvoraf kroppen udgør mellem 6-9 cm, og resten er hale.

Om foråret kan hannen kendes let fra hunnen på sine grønne kropssider med mørke pletter. Dog kan hannernes farve variere afhængigt af deres levested. Hunnen er lidt større end hannen og har en gråbroget farve både på ryggen og siderne. Hos begge køn er der et gennemgående lysegråt bånd langs ryggens sider.

Markfirbenet er mest synligt, når det solbader. Dette sker typisk midt på formiddagen og sidst på eftermiddagen.

Føde

Markfirbenets mest almindelige bytte består af græshopper, sommerfuglelarver og biller, som det oftest finder i umiddelbar nærhed af dets skjul.

Levevis

Markfirbenet træffes normalt på steder med bar og løs, gerne sandet jord. Dette kan være heder, klitter, overdrev, råstofgrave og vej- eller jernbaneskråninger. Stedet skal have stor variation og forskellige planter, da dette giver mulighed for mange insekter, solbadning og tilflugt for fjender. Variationen i landskabet gør det også muligt for markfirbenet at skifte mellem varme og kølige steder for at regulere sin kropstemperatur. Det solbader meget for at være aktiv i kortere perioder og solbader derefter igen. Markfirbenet lever ikke jævnt spredt i landskabet, men i stedet i kolonier med mindst 4-6 dyr og op til 40 dyr.

Hannen kommer frem af vinterdvalen i midten af april og solbader for at modne sine sædceller. Hunnen kommer først frem i midten af maj, og her finder parringen sted. Han og hun følges ad i nogle dage. Efter parringen er det hunnen, der har brug for at solbade for at modne æggene.

Markfirbenet lægger æg, i modsætning til det almindelige firben, der føder sine unger. I juni finder hunnen en bar plet med sand, hvor solen kan skinne på æggene og udruger dem. Hunnen lægger sine 6-12 æg i 5-10 cms dybde. Æggene klækkes normalt i august-september, men hvis sommeren er kold, klækkes de slet ikke.

De voksne dyr går i dvale igen i september, men ungerne kan blive fremme helt ind i november. Vinterdvalen foregår i gange, som markfirbenet ofte selv graver.

Markfirben – Et kraftigt og fascinerende firben

Markfirbenet (Lacerta agilis) er et kraftigt, kortbenet firben, der adskiller sig fra det almindelige firben ved at være stærkere og have et kort, højt hoved samt en afstumpet snude. Denne art kan blive op til 23 cm lang og er mest almindelig ved kysterne. Det foretrækker åbne områder med løs, gerne sandet jord, og lever ofte i små kolonier.

Udbredelse

Markfirbenet er udbredt over det meste af Danmark, men det mangler på Læsø og er sjældent i den vestlige del af Midtjylland. Det kan være fraværende på Falster, Lolland og Langeland. En af de største bestande findes i Mols Bjerge, hvor der menes at være omkring 500 individer. Desværre er der sket en betydelig tilbagegang for markfirbenet i de sidste 100 år, sandsynligvis på grund af tab af levesteder.

Udseende

Markfirbenet kan nemt skelnes fra det almindelige firben på grund af sin mere robuste kropsbygning og kortere ben. Hovedet er højt og sammentrykt, og øreåbningen er stor og iøjnefaldende. I Danmark kan markfirbenet blive op til 23 cm langt, hvoraf størstedelen udgøres af halen. Hannen kendes om foråret på sine grønne kropssider med mørke pletter, selvom farven kan variere afhængigt af levestedet. Hunnen er lidt større end hannen og har en gråbroget farve på ryggen og siderne. Begge køn har et karakteristisk gennemgående lysegråt bånd langs ryggens sider.

Føde

Markfirbenets mest almindelige byttedyr er græshopper, sommerfuglelarver og biller, som det ofte finder i umiddelbar nærhed af sit skjulested. Dette firben trives bedst i områder med bar og løs, gerne sandet jord, f.eks. heder, klitter, overdrev, råstofgrave samt vej- og jernbaneskråninger, som alle har stor variation og forskellige planter. Dette giver mange insekter at jage, mulighed for at solbade og mulighed for at søge tilflugt mod fjender. Denne variation i landskabet gør det muligt for dyret at regulere sin kropstemperatur ved hurtigt at skifte mellem varme og kølige steder. Markfirbenet foretrækker at solbade midt på formiddagen og sidst på eftermiddagen.

Levevis

Markfirbenet lever normalt i kolonier på mindst 4-6 dyr og op til 40 dyr. Hannen kommer frem af vinterdvalen i midten af april og solbader for at modnes sine sædceller. Hunnen kommer først frem i midten af maj, og her finder parringen sted, hvorefter hannen og hunnen følges ad i nogle dage. Efter parringen er det hunnen, der solbader for at modne æggene. Til forskel fra det almindelige firben lægger markfirbenet æg. Om sommeren lægger hunnen 6-12 æg i 5-10 cm dybde på en bar plet med sand, som solen kan skinne på og dermed udruge æggene. Æggene klækkes normalt i august-september, men hvis sommeren er kold, kan de slet ikke klække. De voksne dyr går i dvale igen i september, men ungerne kan være aktive indtil november.

Andre populære artikler: Ravnen – Danmarks største kragefugl • Liden najade: En sjælden undervandsplante i Danmark • Rødel: Et unikt dansk træ med mange egenskaber • Sibirisk jordegern: En lille stribet egern fra Sydøstasien • Skrubtudsen: En almindelig og fascinerende dansk tudse • Sumpbæver: En Akvatisk Gnaver med Fascinerende Levevis • Lækatten (hermelin): Et fascinerende dyr i det danske landskab • Østrigsk fyr – Et stateligt træ med mange anvendelsesmuligheder • Pibeanden – En Mellemstor Svømmeand • Skjoldbregne – En sjælden og beskyttet plante i Danmark • Plettet rørvagtel: En truet fugl i Danmark • Amerikansk Skarveand: En sjælden og invasiv art i Danmark • Mosser, lav og alger: En omfattende guide • Landsvalen: En smuk og elegant fugl, der varsler sommerens komme • Bævreasp • Dværgmåge: En sjælden ynglefugl i Danmark • Java mangust – En guide til dette fascinerende dyr • Rødhøne: En smuk og farverig hønsefugl • Cypres: Et stedsegrønt træ med mange anvendelser • Europæisk ål: En fascinerende skabning i de danske farvande