Sikaen (Cervus nippon) er en hjorteart, der er mindre end dådyr og krondyr, men større end rådyr. Den er kendt for sin karakteristiske sommerpels, der er rødbrun med hvide pletter og en sort stribe ned langs ryggen. Om vinteren skifter den til en tykkere, mørkegrå pels uden pletter. Kun hannen (hjorten) bærer et imponerende gevir, der kastes og vokser ud igen hvert år.
Sikaen måler omkring 80 cm i skulderhøjde og er typisk 140-150 cm lang fra snude til halerod. Hannen vejer omkring 50 kg, mens hunnen vejer omkring 35 kg. Den har en lys gulbrun underside og et hvidt spejl omkring halen, der er omkranset af en sort stribe.
Sikaen lever udelukkende af planteføde. Den spiser græsser, urter, svampe, skud, knopper, bregner, bark og olden. Den er tilpasset til at finde føde både i skovene og på de omkringliggende marker.
Sikaen er primært nataktiv og søger føde både i skoven og på markerne om natten. Om dagen opholder den sig i tæt skov. Uden for brunsttiden lever hannen og hunnen i separate grupper. Hannerne danner små hjortegrupper, der består af en ældre hjort og et par yngre hjorte. Hunnerne danner også små grupper, der består af en eller to hinder med deres kalve og eventuelt nogle ungdyr.
Brunstperioden for sikaen varer fra september til december. Hannen tiltrækker hunnerne ved at lave brunstgruber med forbenene og geviret. Efter en drægtighedsperiode på omkring syv en halv måned føder hunnen en kalv. Kalven die indtil den er omkring syv til ti måneder gammel.
Sikaen er en asiatisk hjorteart, der blev indført til Danmark i 1900-tallet. I dag findes der omkring 600 dyr fordelt på nogle få lokaliteter i den nordøstlige del af Jylland og i sydvestsjælland. Den største trussel mod sikaen i Danmark er jagt, hvor der hvert år skydes omkring 400 dyr.
Sikaen er fredet uden for jagttiden og kan reguleres som skadevoldende vildt. Der er ingen naturlige fjender for sikaen i Danmark, bortset fra muligvis ræve, der kan tage sikakalve.
Sikaen er en fascinerende hjorteart med sit karakteristiske udseende og unikke levevis. Selvom den er mindre kendt end andre hjorte i Danmark, er den en vigtig del af den danske natur og fortjener vores opmærksomhed og beskyttelse.
Sikaen er en smuk hjortearter, der findes i Danmark. Den er mindre end dådyr og krondyr, men større end rådyr. En voksen sika måler cirka 80 cm i skulderhøjde og er omkring 140-150 cm lang målt fra snudespids til halerod. Hanhjorten vejer omkring 50 kg, mens hunhjorten vejer cirka 35 kg.
Sikaen har en rødbrun sommerpels med hvide pletter og en sort stribe langs ryggen. Undersiden af sikaen er lys gulbrun. Om vinteren skifter sikaen pels til en tykkere, mørkegrå farve uden pletter. Hanhjorten får også en kraftig manke omkring halsen i vinterdragten. Sikaens spejl, som er den del af bagenden der omgiver halen, er hvidt og omkranset af en sort stribe både i sommerpels og vinterdragt. Kun hanhjorten bærer gevir, og det kastes i april-maj hvert år for herefter straks at begynde at vokse ud igen. Geviret er dækket af et tyndt lag hud, kaldet basten, indtil det er fuldudviklet i august-september. For at slippe af med den døde hud, fejer hanhjorten geviret mod træstammer og grene.
Sikaen lever udelukkende af planteføde. Den spiser græsser, urter, svampe, skud og knopper, bregner, bark og olden. Den er en tilpasningsdygtig spiser, der kan finde føde i både skove og på marker.
Når sikaen er i brunst, udstøder hanhjorten et højt og gennemtrængende fløjt eller skrig for at tiltrække hunhjortene.
Sikaerne er primært nataktive dyr. Om natten søger de føde i skove og på nærliggende marker, mens de om dagen opholder sig i tætte skovområder. Uden for brunsttiden holder hanhjortene sig sammen i mindre grupper, der ofte består af en ældre hanhjort og et par yngre hjorte. Hunhjortene danner også deres egne grupper, der typisk består af en eller to hind med deres kalve og eventuelt nogle ungdyr.
Brunstperioden hos sikaen varer fra september til december. Hjortene søger til specifikke brunstområder, hvor de laver såkaldte brunstgruber ved at skrabe med forbenene og geviret. Brunstgruber er små fordybninger i jorden, som hjortene urinerer og afgiver sædvæske i. Efter en drægtighedsperiode på cirka syv en halv måned føder hinden en kalv. Kalven dieur indtil den er cirka syv til ti måneder gammel.
Sikaen er oprindeligt en asiatisk hjortearter, der blev indført til Danmark i 1900-tallet. I dag findes sikaen i begrænset antal i Danmark, med en samlet bestand på omkring 600 dyr. Den lever primært i den nordøstlige del af Jylland og i sydvestsjælland.
Muligvis kan ræve tage sika-kalve, men ellers er der ingen dyr i Danmark, der har sikaen på menuen. Sikaen klarer sig godt i den danske natur uden større trusler fra rovdyr.
I Danmark er der regulær jagt på sikaen, og der skydes omkring 400 dyr hvert år. Trods jagten er sikaarten fortsat beskyttet og fredet uden for jagtsæsonen. Jagttider kan variere og bør altid tjekkes inden jagtudøvelse.
Ofte stillede spørgsmål
Andre populære artikler: Gul Kæmpekalla: En trussel mod biodiversiteten • Syren, almindelig • Rødmus: En Guide til Danmarks Studsmus • Stor hornugle – en genindvandret art i Danmark • Stor regnspove: En fascinerende fugl i Danmark • Rundfinnet radeløv: En sjælden bregne i Danmark • Rødgran: En Nøjsom Skovtræart med Stor Udbredelse i Danmark • Stor gøgeurt: Danmarks største orkidé • Husmåren: En almindelig og fascinerende dansk dyreart • Hasselmus: En fascinerende gnaver i Danmark • Blå kærhøg: En sjælden og fascinerende fugl i Danmark • Birkemus – En lille gnaver med unikke egenskaber • Skovflåt: En omfattende guide til denne lille blodsuger • Bævreasp • Almindelig spidsmus – en omfattende guide • Gråand – Den mest talrige andeart i Danmark • Gedde: En guide til Danmarks største rovfisk • Snæbel – En sjælden laksefisk i Vadehavet • Vaskebjørn: En omfattende guide til dette fascinerende dyr • Stor gyvelkvæler: En sjælden plante med røde blomster
